23948sdkhjf

Rapport: Fødevaregiganter får palmeolie fra børnearbejdere

Børn helt ned til otte år udfører farligt og fysisk hårdt arbejde i palmeplantager i Indonesien.
En række af verdens mest populære fødevare- og dagligvareproducenter anvender palmeolie fra indonesiske plantager, der benytter sig af børne- og tvangsarbejde, rapporterer menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

Amnesty har undersøgt verdens største producent af palmeolie, som er Singapore-foretagendet Wilmar og dets plantager i Indonesien.

Ifølge Amnesty leverer Wilmar palmeolie til ni globale giganter: Nestlé, Kellogg's, Colgate-Palmolive, Elevance, Procter & Gamble, Reckit Benckiser, Unilever, AFAMSA og ADM.

- Faktisk viser vores research, at børn helt ned til otte år udfører farligt og fysisk hårdt arbejde, der blandt andet indebærer, at de dagen lang bærer rundt på sække med palmefrugter på helt op til 25 kilo, siger en talsmand for Amnesty, Roberto Zacharias.

En del af børnene i plantagerne har afbrudt deres skolegang for at kunne hjælpe deres forældre ved at arbejde.

Den forbudte gift paraquat anvendes også stadig i plantagerne, og det er uden brug af sikkerhedsudstyr, hvilket medfører store helbredsmæssige problemer hos arbejderne.

Rapporten fra Amnesty viser også, at tre ud af fem af de producenter, vi har undersøgt i Indonesien, er certificerede som bæredygtige producenter, selv om de altså langt fra lever op til kravene.

Globale fødevaregiganter som Unilever og Nestlé står blandt andet bag produkter som Magnum-is og Knorr-supper.

Amnesty har interviewet 120 personer, som arbejder i plantager på Sumatra og i Kalimantan, som er den indonesiske del af Borneo.

På plantager, som ejes af datterselskaber til Wilmar eller af selskabets underleverandører, trues kvinder til at arbejde mange timer dagligt til under minimumlønnen, som ligger på omkring 2,5 dollar (17,50 kroner) om dagen, oplyser Amnesty.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078